Birgithe Kosović fortæller om sin nye roman

EN BY I EUROPA

En mand.
To kvinder.
Den ene, som elsker ham, kender ikke det mørke, han bærer i sig.
Den anden, som frygter ham, ved, hvad det vil sige at bære på en unævnelig hemmelighed.
Kan han blive ved med at lyve for den ene?
Kan han elske den anden?

Thomas er en politimand, som frygter, at tiden for den europæiske civilisation er ved at rinde ud. Han er også bange for, at han ikke kan elske for alvor. Alt omkring ham og indeni er ved at gå i stykker.

       Han drømmer om troskab og gamle dyder. Derfor gifter han sig med Catrine, som er præst og tror på det gode. Selv om hun ikke må vide, at han ikke deler hendes håb, giver hun ham et frirum fra verden. Hende må han ikke svigte.

       Da han indleder en affære med Aisha i forbindelse med et drab, der allerede er opklaret, er det kun for at afsløre de rigtige bagmænd. Men han møder en kvinde, der har tanker og følelser, som ingen må kende. Et menneske som ham selv. Hende skal han glemme.

‍

EN BY I EUROPA  - Hvordan møder man sig selv og andre i en tid, hvor civilisatorisk fjendskab trænger frem? Når der er en pris både for at lyve og tale sandt? Når man kæmper med visheden om, at uanset hvad man vælger, vil noget stort gå tabt?

‍

Birgithe Kosović (f. 1972) fik sit gennembrud med romanen Det dobbelte land (2010) baseret på historier fra sin jugoslaviske familie, som vandt Weekendavisens Litteraturpris, DR's Romanpris og Danske Banks Litteraturpris. Hendes roman om Erik Scavenius, Den inderste fare (2018), vandt Politikens Litteraturpris. Hun har skrevet om at vokse op i en to-kulturel familie i Det du ikke vil vide (2020). Hun har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat.

Politiken ❤️❤️❤️❤️❤️
"Hun skriver om islam, sex og selvbedrag, så siderne gnistrer (…) En by i Europa er en af den slags samtidsromaner, som griber så engageret fat i en vigtig problematik, at man rives med. Kosovic skriver lige så effektivt om ære, magt og undertrykkelse i de muslimske klaners parallelsamfund, som Niels Krause-Kjær skriver om landbrugets deroute og Kim Fupz Aakeson om skyld og soning i deres nyeste romaner.”

‍Berlingske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
"En fandens godt skrevet roman til tiden (…) Der bliver ikke lagt nogen fintfølende, flerkulturelle eller fordomsfrie fingre mellem linjerne i Birgithe Kosovićs foruroligende, uforfærdede, flertydige og, faktisk, fremragende En by i Europa. Eller rettere: det gør der. Men det er ikke det, der synes at være romanens klangbund. Kosović pirker til vores alle sammens indre svinehund og trækker elefanten i rummet helt ind i synsfeltet på os. Det er grimt, det er forstyrrende, og så er det leveret, så man som læser bliver nødt til at forholde sig til det. (…) Den er et provokerende, nuanceret litterært indlæg i en debat, der ellers er præget af for få nuancer."

‍Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️
”'En by i Europa' er fængslende fra første til sidste side. Plottet er interessant, fortælletempoet er højt, der er hyppige sceneskift og en konstant vekslen mellem indre tankestrømme og ydre dialoger. Men det er en ekstremt voldsom roman. Og selv om den rundes af med et spinkelt håb, er det vanskeligt at ryste ubehaget af sig. (…) En by i Europa” kan dårligt læses som andet end endnu et skarpt, islamkritisk debatindlæg fra Birgithe Kosovics hånd. Men tag endelig ikke fejl: Det er en roman. Det gør hele forskellen, for fiktionen kan i modsætning til en kritisk klumme forholde sig åbent og afsøgende til et emne. Det udnytter forfatteren heldigvis. I romanen møder vi således et mere nuanceret billede af indvandrerproblematikken og den komplekse virkelighed."

‍POV
‍
Kosovic skriver Europas konflikter ind i en voldsom roman. (…) Et tankevækkende opråb i debatten og forholdet mellem Vesten og islam, men også om en diabolsk udfordring af vores forestilling om, hvordan litteratur skal være underholdene - ud fra reelle voldsomheder, dyster menneskelig omgang og vaklende skæbner. (…) Kosovic udgiver ikke hyppigt, men når det sker, er det så godt som altid med nye litterære udtryk og afsøgning i forskellige genrer. Og hver gang har det givet genlyd, fordi læseren kan mærke et umiskendeligt engagement - en glød i det, hun sætter på spil. (…) Bogen er således igen af en anden type end Kosovic’s tidligere. En blanding af krimi og spændingsroman med psykologisk komplicerede karakterer, socialrealisme eller kulturer - en vestlig kontra en arabisk-muslimsk (lidt som hos franske Michel Houellebecq)."